Vinter rækkeviddetest af +100 biler

Sneen og kulden går typisk ud over rækkevidden på elbilerne. Hvor meget, kulden påvirker rækkevidden, er et samspil af faktorer, men der kan i de værste tilfælde barberes mere end 30 procent af WLTP.

Den norske organisation NAF har i flere år gennemført rækkeviddetest af elbiler både sommer og vinter. I denne artikel har vi samlet testresultaterne fra NAF’s vintertest siden 2020. Det inkluderer mere end 100 forskellige bilmodeller og varianter.

Oversigten er ikke videnskabelig, men skal ses som en vejledning. Der er masser af parametre, der skulle have været helt identiske, hvis de 100+ biler skulle kunne sammenlignes direkte. Der er eksempelvis testresultater fra fem år, hvor temperatur og vind har varieret år for år.

Pudsigt er det dog at se, at rækkevidden på bilerne konsekvent er vokset år for år. I 2020 var den gennemsnitlige WLTP-rækkevidde for de testede biler på 382 kilometer. De mistede i gennemsnit 19 procent af kapaciteten under vintertesten. I 2022 var gennemsnitsrækkevidden på 472 WLTP-kilometer, mens kong vinter igen skar 19 procent af rækkevidden.

I den seneste test fra 2024 er den gennemsnitlige WLTP-rækkevidde steget til hele 512 kilometer. Til gengæld er der skåret hele 23 procent af i vintertesten. Et tal, der er trukket godt op over gennnenmsnittet af blandt andet Volkswagen ID.7 Pro (tab på 32 procent) og Tesla Model 3 Long Range Dual Motor (30 procent).

Der er flere årsager til, at elbilernes rækkevidde falder om vinteren. En af dem er batteriets kemi. Modstanden i batteriet stiger, når temperaturen falder, og det forsager større tab, da en del af den lagrede energi omdannes til varme.

Opvarmning af kabinen er også en parameter, afhængig af hvilken effekt kabinevarmeren har brug for.

Sidst er der modstanden fra naturen. Regn, sne eller mudder på vejbanen giver højere rullemodstand. Samtidig giver kold luft højere luftmodstand end varm luft.

 

Vintertest 1
Vintertest 2
Vintertest 3
Vintertest 4