Degenerering af batteriet

Degenerering Leaf 40 kWh over 158000 km

Degenerering af batteriet, betyder at dit batteri bliver dårligere og dårligere med tiden.

Dette er uundgåeligt, da alle batterier bliver slidt ved op og afladning.

Der er dog nogle rimeligt simple ting du kan gøre, for at formindske sliddet på batteriet. Se denne video, som forklarer det rimeligt simpelt.

Undgå at lade til 100% med mindre det er absolut nødvendigt. Langt de fleste elbillister kan nøjes med at lade, til de af fabrikanterne anbefalede 80% i hverdagen. Det er som regel kun inde i hovedet, at der ikke er strøm nok på. Ude i virkeligheden, er det ikke nødvendigt med et fuldt batteri, for at køre til købmanden.

Vær dog opmærksom på at nogle fabrikanter anbefaler at du lader til 100% med jævne mellemrum, for at batteriet ved hvad det har af kapasitet. Gælder LPF batterier, som bla. nogle Tesla modeller kører med.

Læs derfor din manual grundigt, så du ved hvordan netop dit batteri skal behandles, og følge producentens anvisniger.

Alene det, at du ikke fylder batteriet helt op hver dag, gør at du mindsker slitagen rigtig meget.

Undgå at køre batteriet helt tæt på fladt. Det slider også unødigt meget på batteriet. Ved godt vi gør det en gang i mellem, som beskrevet i artiklerne herinde, men vi skal jo også hjem 🙂

Har du brug for at lade til 100%, så planlæg opladningen, så den er færdig så tæt på afgang som muligt. Jo kortere tid batteriet står med 100% jo bedre.

Kommer du hjem med meget lav %, så sæt den til med det samme, og lad den op til 20-30%, selv om strømmen måske er dyr. Så kan du fortsætte ladningen når strømmen er billigere. Det er stadig billigere at lade lidt dyrere en gang i mellem, i forhold til at skifte celler i batteriet.

Skal din bil stå i en uge eller to mens du er på ferie, så se om du ikke kan ramme omkring 50%. Så sker der ikke noget. Hellere lade på hjemturen, end at miste 1% af batteriets kapassitet, SoC, fordi den står med 100%.

Jeg tror faktisk ikke at du vil kunne finde andre biler end Leaf som har luftkølede batterier, uden mekanisk ventilation. Så den bliver kun kølet når du kører, eller står koldere end batteritemperaturen.

Ioniq 28 og 38 har også luftkølet batteri, men der er der en blæser, som udskifter luften ved batteriet. 

Ulempen ved luftkølede batterier er, at jo flere gange du hurtiglader dem, jo varmere bliver de. Det går helt galt om sommeren, hvor udetemperaturen ikke køler ret meget. Kører du så samtidig stærkt, dvs. over 90 km/t, så stiger temperaturen også stille og roligt. 

Et væskekølet batteri har nemmere ved at holde temperaturen, da der er overvågning af batteriet, og det vil derfor blive kølet ned, og nogle fabrikanter laver også, så batteriet kan opvarmes, så det har en ideel arbejdstemperatur, når man skal lade den op. 

Ovenstående graf er meget typisk for en Leaf, hvis man ser på det over lang tid. Degenereringen er størst i starten, og flader så mere og mere ud.

Ved nærstudie, kan du se at 2 steder stiger kurven lidt. Det er dog ikke meget, og hvorfor er der ingen der kan forklare.

I April og Juni 2021 faldt den voldsomt. Havde ved en fejl fået den ladet til 100% og ladet den stå i flere dage. Det var virkelig dumt, men der er ikke så meget at gøre ved det nu.

Til gengæld så er det sidste stykke af grafen fantastisk. Jeg kører ikke ret meget i Leafen, så den bliver kun ladet til 80% på mine fridage, og kun de dage jeg kører på arbejde lades den til 100%.

Jeg arbejder kun 6 dage på 14 dage, og vi er to der skiftes til at køre, så 3 dage på 14 kører den langt. Resten er småture.

Til min store overraskelse, steg SoH med 0,8% i Juli 2023, og 1,2% i Oktober 2023. Havde ikke gjort noget, ud over at den havde stået stille i 2,5 uger, med 50% SoC, mens vi havde ferie i Juli, og i Oktober brugte vi den normalt. Om det er softwarestyret, ved jeg ikke. Kan være den frigiver lidt af bufferen en gang i mellem, måske afhængig af km eller tid.

I 2024 fald den hurtigt i Marts og Juni. Den havde ikke stået med 100%, så har igen ide om hvorfor.

Det er virkelig tydeligt at smart opladning er godt for batteriet.

De første 3,5 år havde vi Leafen som primær bil, og den blev ladet til 100% hver eneste nat, men ladet så den var klar 15-30 minutter før afgang. Det har ikke betydet det store for degenereringen, kan jeg høre når jeg udveksler erfaringer med andre Leaf ejere. Vi ligger inden for ganske få %, hvis vi sammenligner ved f.eks. 100.000 km. Vi ligger ca. midt imellem yderpunkterne med vores Leaf degenereringsmæssigt.

Har dog skrevet med en i Nissan gruppen, og hans var efter 150.000 km ned på en SoH på 52%. Det er et voldsomt tab.

Alle de data jeg har på Leafen får jeg fra en OBD læser, som er koblet sammen med en app. OBD læsere kan du læse om her