Bremserens

Bremserens

Donkraft
Hjuldolly
Skruemaskine
Spildbakke
Låsebolt og krog til plastkapper

Her er en guide til hvordan du selv kan rense dine skivebremser.

Den er vejledende og jeg fralægger mig et hvert ansvar, hvis du kommer ud for uheld efterfølgende, da jeg jo af gode grunde ikke ved om du har gjort det rigtigt, og har fået spændt alting rigtigt, da du samlede bremserne igen.

Herover ses noget af det værktøj og udstyr som er nødvendigt for at rense bremser selv.

Det er meget vigtigt med en god og kraftig donkraft da bilen er tung.

Hjuldollyen er uundværlig, da fælgene er så tunge at det er til at smadre ryggen, hvis du skal løfte dem på plads, da du sidder i en meget dårlig stilling.

Skruemaskinen kan undværes, men gør arbejdet meget nemmere.

En god solid bakke, da det sviner rigtig meget, med bremsestøv og rust, og det er ikke til at få af fliserne igen.

Låsebolt og den lille fjeder, ligger i rummet under bagagerummet, fra fabrikken af.

Ud over det viste er her en liste over hvad jeg har brugt.

En god hjulnøgle til at løsne boltene med, samt en 17 mm top.

15 mm ringgaffelnøgle.

Kærv skruetrækker, stor.

Oliekande. Indhold er 50% ATE fedt og 50% bremsevæske som er rørt godt sammen.

Små og store stålbørster.

Bænksliber med stålbørste. Kan undværes, og man bruger en alm stålbørste. Den gør det bare nemmere og hurtigere.

Bremserens.

Keramisk fedt.

Hjuldorn.

Momentnøgle.

Kompressor med manometer.

Køkkenrulle eller gamle klude.

Hjulmærker eller kridt.

Gummihandsker. Hader sorte fingre 🙂

Strips. Lange og kraftige.

Løsn hjulboltene

Laver du venstre side, så drej hjulene, som vil du køre til højre. Helt til yderste position. Så er det nemmere senere.

Start med at fjerne de 5 plastpropper, med den lille krog du havde i bagagerummet.

Inden du hæver bilen, så løsner du boltene. Drej dem fri enkeltvis, og spænd igen, så de lige rører fælgen. Læg en flise foran og bag baghjulene. Den burde ikke rulle, men hellere safe than sorry.

Gør det med alle boltene.

Fælgen skal nok blive siddende, så længe du ikke kører i bilen.

Løftepunkt
Placering af vangen
Løft af bil uden at beskadige plastafdækningen

Placer donkraften, på løftepunktet på vangen. Se øverste billede

Bilen må KUN løftes på de 4 punkter der er i hvert hjørne. Se i manualen hvis du er i tvivl.

Bruger du som mig, en god kraftig donkraft, så placer den som vist. Sørg for at løftepunktet er nede i buerne i begge sider på donkraften.

Se på billedet hvordan. Skruetrækkeren symboliserer vangen på bilen.

Placerer du donkraften rigtigt, kan du se på billedet at løfteplanden på donkraften ikke rører ved plastafdækningen under batteriet.

Løfter du midt på den sorte plade på donkraften, vil den trykke på bundbeklædningen, og jeg ved ikke om der er luft mellem den og batteriet. 

Der er ingen grund til at beskadige batteriet.

Sørg for at bruge en god donkraft, som kan holde trykket. 

Er du ikke sikker, kan du købe en buk til at stille under bilen, så den ikke kan falde ned over dig, mens du arbejder.

Den kan placeres under forbroen, eller under baghjulsophænget.

Hjulmærke

Det er en god ide at mærke fælgene, så du ved hvor de har siddet.

Det viste er fra Thansen, til ca. 30 kr.

På nogle dækmærker er der omløbsretning, og så kan de kun sidde et sted på en ID4, da der er forskel i bredden på for og bagdækkene.

På andre biler er dækkene ens, og så er det godt at have styr på hvor de har siddet sidst.

Bytter du rundt på dem, kan du opleve at der kommer en masse dækstøj. Det er pga. den måde de er slidt.

Har du samme dæk foran og bagpå, er det en fordel at bytte dem rundt, da de så bliver slidt lige meget.

Kaliber inden afmontering

Her ser du kaliberen, klar til at blive skilt ad.

Start med at løsne de to bolte markeret med blåt. Løsn dem 2-3 omgange, begge to.

De sidder rimeligt stramt, men alle bolte, hele vejen rundt har almindeligt gevind. 

Kigger du ind på enden af bolten skal den drejes mod uret for at blive løsnet.

Stik så en kraftig skruetrækker ind i hullet markeret med rødt, og træk ud mod dig selv.

På den måde skubber du stemplet en lille smule tilbage, så kaliberen er nemmere at få af og på.

Fjern nu de to bolte helt, og hold styr på dem. Du ønsker ikke at de bliver væk.

Afmonteret kaliber

Du kan nu tage fat i kaliberen, og trække den væk fra navet, så den slipper skiven.

Rens den med en stålbørste, da skidtet vil ryge ned over bremseskiven, og du gider ikke gøre den ren to gange.

Drej den forsigtigt rundt, så du ikke skader bremseslangen.

Tag en kraftig strip, og sæt kaliberen fast i fjederen, så langt oppe som muligt.

Det er meget bedre, end at lade den hænge i bremseslangen, og så er den også af vejen, så du ikke skal skubbe til den hele tiden.

Bremseklods fjeder

Inden bremseklodserne kan afmonteres, skal de små fjedre løsnes.

Der sidder en i hver ende af bremseklodserne.

De er nemme at vippe løs med en skruetrækker.

Bremseklodser

Du kan nu få bremseklodserne af.

Sæt en skruetrækker ind i de markerede huller, og slå let på skruetrækkeren med hånden.

De skulle gerne slippe nemt.

Det gør ikke så meget at der ikke er styr på hvad der har siddet hvor, for det kan man nemt se.

Skal nok beskrive hvordan når de skal monteres igen.

Bremsebakkestyr

Der hvor bremseklodserne sidder fast på kaliberen, sidder der et lille stykke metal.

Det kan du forsigtigt tage ud med en skruetrækker.

Stik den ind i midten, og vip den lidt, så giver blikket slip.

Som du vil se, er det helt sort og fyldt med skidt.

Jo renere de er, jo bedre kan dine bremseklodser bevæge sig, og derved mindre slidt.

Kan de ikke bevæge sig, slipper de ikke skiven helt når du slipper bremsen, og så slæber de på hele tiden. Ikke meget, men når det er hele tiden, bliver det til en del.

Før afrensning

Der hvor de små stykker blik har siddet, er der også godt beskidt nedenunder blikket.

Du kan med fordel bruge en kærvskruetrækker til at skrabe det firkante hul rent.

Brug derefter en stålbørste, til at få det helt rent med

Jeg har flere størrelser, så det er til at komme til.

Rens alle 4, og blæs dem eventuelt rene med trykluft.

Inden rengøring

Rens nu bremseklodserne og de 4 små stykker blik.

De skal være så rene som muligt.

De små stykker blik, er nemmest at rense med små stålbørster.

Bremsebakkerne renser jeg på en bænksliber, med stålbørste monteret.

Undgå helst at røre ved bremsefladen, da fedtstof og bremser ikke er en god kombination.

Blik renset og monteret
Bremseklods renset

Her er bremseklodserne og de 4 stykker blik blev renset i bund.

De 4 stykker blik kan du montere igen.

Jeg plejer at give dem en dråbe eller to fra oliekanden, og fordele det ud over bagsiden.

Altså den side hvor de sidder klemt ned i det firkantede hul.

Sørg for at de er klemt helt ned på plads, ellers kan du ikke få bremseklodsen i senere.

Bevægelig bolt

Så kommer turen til de to bevægelige bolte.

Det er meget vigtigt at de kører så let som muligt, da kaliberen derved kan centrere, efterhånden som klodser og skive bliver slidt.

Kan de ikke bevæge sig, vil du få en skive og klodser som er slidt uens i hver side, og så bliver bilen kasseret til syn.

Start med at se om de går stramt. Skub den så langt ind du kan, uden vold, og træk så langt som gummiet tillader. Den skal gå jævnt hele vejen.

Min erfaring fra vores Leaf er, at ud af de 8 bolte der er i alt, er det 3-5 som hænger, selv om jeg renser bremser to gange om året.

Det var også et problem på vores fossilbiler, som havde 3-5 som hang hver gang. Så regelmæssigt service sparer dig for nye skiver og klodser.

Træk nu bolten ud, så gummiet slipper. Hjælp gummiet af med en negl, hvis det ikke vil slippe.

Ren bevægelig bolt

Her er bolten rengjort.

Sørg for at bolten er helt ren overalt, og check om der er rust nogle steder.

Er der rust, pudses det væk med noget meget fint sandpapir. Over korn 200, da der ellers kommer for dybe ridser.

Smør den nu med det smøremiddel der er i oliekanden. Indhold er 50% ATE fedt og 50% bremsevæske som er rørt godt sammen.

Fik tippet til dette i stedet for syrefrit fedt, fra en VW mekaniker som har brugt det i mange år. Det virker bedre end syrefrit fedt, siger han.

Giv også enden af gummimuffen lidt smørelse, så undgår du at den bliver mør med tiden.

Bevægelig bolt monteret igen

Monter nu bolten igen.

Kør den ud og ind, og mærk efter om den kører jævnt hele vejen.

Gør den ikke det, så tag den ud og giv den lidt mere smørelse.

Det plejer at hjælpe på det.

Spænd boltene med 30 Nm. Pas på ikke at skrue dem over gevind, hvis du ikke har en momentnøgle.

Smurt bremseklods

Så er det tid til at montere bremseklodserne igen.

Inden er det dog vigtigt at du tørrer skive og bremseklodsernes bremseflade af med bremserens. Det må ikke være noget fedt på nogen af dem, da det vil forringe din bremseevne. Olien vil lægge en hinde på dem, og så kan de ikke få den nødvendige friktion.

Sprøjt bremserens på papir eller klud, og tør delene af. Skift papir/klud tit.

Smør nu enderne af bremseklodserne med keramisk fedt. Samme mekaniker fortalte at det er bedre end kobberfedt, som jeg også hidtil har brugt.

Det må heller ikke komme på bremsefladen på klodsen eller skiven.

Den klods der skal vende ind mod bilen, har to runde ringe som er slidt fra stemplet på kaliberen. 

Den klods der skal vende ud mod dig selv, har 3 buer. Du kan se det på kaliberen som hænger på fjederen, hvad jeg mener.

Monteret smurt bremseklods

Undgå som sagt, at røre ved bremsefladen og skiven, når du monterer bremseklodserne igen.

Der er en lille fjeder som sidder på tværs af klodsen. Den kan være lidt tricky at få på plads igen.

Det er nemmest hvis koldsen er lidt på skrå. Altså, så det tættest på navet rører, og det yderst på skiven, gaber lidt.

Den kan hjælpes på plads med en skruetrækker.

Lige her hjælper vold ikke. Ødelægger du fjedren, er det nye klodser og skiver. 

Det kan dog hjælpe lidt at kalde den en masse grimme ting. Pas på naboerne ikke bliver krænkede 🙂

Når de er på plads, vippes den lille klemme i begge ender på plads igen. Nu skulle begge klodser gerne fjedre lidt når du klemmer på dem.

Yderste bremseklods
Inderste bremseklods

Begge bremseklodser skal nu have keramisk fedt der hvor kaliberen trykker på dem.

Smør det på inden for der, hvor de er markeret med blåt.

Bare et tyndt lag.

Det forhindrer at dine bremser hyler, og gør at bremseklodserne kan bevæge frit, uden at de gror fast på kaliberen pga. tæring.

Igen. Intet smørelse på bremsefladen af bremseklodserne eller på skiven.

 

Fastspænding af kaliber

Tag nu kaliberen, og monter den igen. Den burde gå nemt på, da alt er rent og smurt.

De to bolte giver du en lille smule keramisk fedt, så er de nemme at fjerne næste gang, du skal ordne bremser.

Brug kun fingrene til at fange gevindet. Når du er sikker på at de har rigtigt fat, kan du bruge skruemaskinen hvis du vil.

Spænd begge let til og kontroller, at alt sidder som det skal. Drej bremseskiven rundt. Den skal gå let, men du vil kunne høre lyd fra klodser mod skiven.

Spænd nu begge bolte hårdt til. De må ikke kunne gå løs. Gør de det vil kaliberen dreje ud i fælgen når du bremser og blokere hjulet.

Det var vi selv ude for, efter et værkstedsbesøg. Kørte heldigvis kun 4-5 km/t. 

Det er derfor jeg selv laver bremser. Har ikke tiltro til mekanikere til det mere.

Brug af hjuldolly

Når du skal have dækkene på, kan du enten ødelægge ryggen, da du både skal have fælgen til at hænge på navet, og have bolthullerne til at passe.

Eller du kan købe en hjuldolly (Biltema) som du sætter dækket i, kører hen til bilen, og hæver til den rigtige højde med hydraulik.

Nok det bedste stykke værktøj jeg har købt i 2023.

En hjuldorn vil hjælpe med at få dækket centreret nemt. Skrues i det ene bolthuld, og fælgen vil centrere nemmere.

Inden dækket sættes på navet, kommer du en lille smule keramisk fedt på navmøtrikkerne. Så er de nemmere at få af næste gang.

Bruger du låsemøtrik og VW hjulkapsler, så check hvor låsemøtrikken skal sidde inden du sætter alle boltene i.

Hjulkapslen har 3 støttepunkter, som griber fat om hjulboltene, og de kan ikke gå ind over låsemøtrikken. Erfaring fra først gang jeg satte vinterdæk på 🙂

Spænd kun fælgen let til, i første omgang, samtidig med at du rokker med fælgen. Så er du sikker på at den sidder rigtigt.

Hjulbolte rækkefølge

Når du har holdt alle bolte let til, fjerner du hjuldollyen.

Vrik igen med fælgen, og spænd lidt hårdere til, i den viste række følge.

Den rækkefølge gør at du ikke spænder fælgen skæv.

Når fælgen sidder godt fast, sænker du donkraften lidt, så dækket rører jorden.

Spænd nu alle møtrikker med en momentnøgle, stillet til 120 Nm.

Spænd alle 5 bolte i den viste rækkefølge og tag så en omgang mere. Der er gerne en som lige kan tåle lidt mere.

Check nu lufttrykket, og pump dækket til foreskrevet tryk. Det står til 2,5 bar i førerdøren, men jeg kører selv med 3,0 bar, da det giver lidt lavere rullemodstand.

Har ikke haft problemer med at dækkene har været slidt uens, når man ser over hele slidbanen.

Reset af dæk

Når alle 4 dæk er skiftet, og pumpet til valgte dæktryk, skal de resettes i bilens menu.

På den store skærm vælger du bilmenuen, og vælger dæktryk, og trykker på SET.

ID modeller kører ikke med TPMS ventiler. De måler ikke trykket, men måler hjulomgange. Falder trykket i et af dækkene, vil det køre hurtigere rundt end de andre, da diameteren bliver mindre, og du vil derfor få en alarm. Det virker fint, og det er ikke ret meget der skal være i forskel, før den siger til.

Har med vilje ikke beskæftiget mig med tromlebremserne, da jeg ikke ved nok om dem til at lave dem selv. Dem får jeg renset hvert andet år til service. 

De er heller ikke så kritiske som skivebremser, da de er i et lukket system, og 90% af din bremsekraft er på forhjulene, som derfor slides og belastes mest.

Kør nu en tur og ved de første opbremsninger, checker du at den bremser lige, og reelt kan bremse. 

Når du er sikker på at det virker, tæsker du bremserne 5-10 gange fra 100 til 0 km/t. Så er de bremset rene, og varme, og når du kommer hjem, checker du endnu engang med momentnøglen, at alle er spændt til 120 Nm. De flest vil kunne spændes en smule.

Sæt hjulkapsler på og nyd det næste halve år, før du skal skifte dæk igen.

Vask de fælge du pillede af, så de er klar til næste gang. Endnu en fordel ved elbiler. De er supernemme at få rene. Du behøver ikke bruge fælgrens.

Håber denne guide kunne hjælpe dig. Er der noget som mangler eller kunne være beskrevet bedre så send endelig en mail til mig. Du finder den på forsiden.