Vi nåede hjem

Lillebæltsbroen

Vi var til koncert i Herning i weekenden. En tur på 175 km hver vej.

Det er lidt af et problem når vores ID4, her om vinteren, kun viser 320 km i rækkevidde når den er 100% ladet.

Vi startede på Midtfyn, og valgte at lade i Vejle. Ladede så der var 255 km på batteriet, og vi skulle bruge 250 for at komme til Herning og hjem.

Lander i Herning, med 170 km tilbage. 5 km for lidt til at nå hjem. Ikke noget at blive nervøs over.

Efter koncerten tager det lidt tid at komme ud fra parkeringspladsen, og med opvarmning af kabinen, mangler vi nu 15 km for at kunne nå hjem.

Startede navigationen, så jeg kunne holde øje med hvor mange km, vi manglede at køre, og kunne sammenligne med hvad bilen sagde der var tilbage på batteriet.

Kører pænt og finder en anden elbil der kører ca. 105 km/t, og følger den det meste af vejen til Vejle. Nu mangler der kun 8 km.

På det tidspunkt havde jeg besluttet, at hjem det skulle vi uden at lade undervejs. 

Om jeg kørte lidt langsommere, eller skulle bruge tid på at lade, ville give det samme.

Lige efter Vejlefjordbroen, fandt jeg en lastbil, og blev bag den, til den drejede af i Taulov. Nu manglede vi kun 6 km.

Efter Lillebæltsbroen fandt jeg en ny lastbil, som jeg fulgte ind til rasteplads Kildebjerg. Nu havde vi 7 km for meget.

Fortsatte med 105 km/t, og navigationen blev ved med at ville lede os til forskellige ladere.

Da vi røg forbi den store Cleverstation ved Odense sygehus, mente konen at nu strammede jeg den godt nok 🙂

Vi fortsatte mod Midtfyn, og da vi drejede af i Ringe var der 6% tilbage på batteriet, og stadig 6 km i overskud.

Da bilen nåede 4% fik jeg beskeden at ydelsen var nedsat, og visse funktioner begrænsede. Det gik stadig fint. 

Da vi nåede 3%, begyndte batterisymbolet at skifte mellem en batteri og en skildpadde.

Vi landede hjemme med 2% og 4 km i overskud. 

Den må have været tæt på at skifte til 1%, da vi kører ca. 3 km/% om vinteren og 4 km/% om sommeren.

Vi nåede hjem, satte bilen til, og 3,5 timer senere, var det op og på arbejde. Der havde den 65% igen, så alt gik som det skulle.

Man kan nå langt, ved at tænke over ens hastighed. Det giver utroligt meget at sænke hastigheden, og ligger man i læ bag en bus eller lastbil, giver det rigtig meget.

Det kan så give lidt støj fra andre i bilen, specielt hvis de ikke er vant til at køre el. Det har vi prøvet nogle gange 🙂

Det her kræver selvfølgelig at man kender sin bil, og ved hvordan man kan udnytte den max.

Som nybegynder ville jeg aldrig have gjort det. 10 % tilbage var jo til at få dårlige nerver af. 

I dag lander vi tit med under 3-5% tilbage, og det er i begge biler, uden panik.